14. Voksne, der ikke erindrer at være blevet skældt ud

I årene 2002 til 2005 fandt vi ca. 100 voksne, der ikke erindrede at være blevet skældt ud af enten deres mor eller far; nogle af dem var ikke blevet skældt ud af nogen af forældrene. De blev – ligesom en sammenligningsgruppe – bedt om at svare på testen s-EMBU. De blev også bedt om at beskrive opdragelsen af deres egne børn og om at fortælle to erindringer.

 

Her kommer nogle resultater:

 

  • De, der har oplevet mest afvisning, mest overbeskyttelse, mindst varme og mest skældud fra deres forældre, skælder selv mest ud
  • De, der ikke har oplevet forældreskældud, erindrer heller ikke at være blevet skældt ud i skolen
  • Erindringerne er mere positive for deltagere, der ikke er blevet skældt ud eller kun er blevet det af en af forældrene
  • Ikke-udskældte deltagere finder det mere ubehageligt at høre børn eller voksne blive skældt ud på arbejdspladsen end deltagere, der selv er blevet skældt ud
  • Voksne, som ikke erindrer at være blevet skældt ud, svarer oftere end udskældte, at deres forældre legede med dem, kunne sige undskyld, accepterede dem, som de var, og viste, at de holdt af dem. De måtte også gøre mange ting uden at skulle bede om lov.

 

Mange af de deltagere, der ikke erindrede udskældning, udtrykte uopfordret taknemmelighed og beundring for deres forældre.

 

Litteratur

 

Pedersen, S. (2007) Skæld ud. Et nødvendigt onde eller et pædagogisk godt redskab i opdragelsen. Danmarks Pædagogiske Universitet, biblioteksafdelingen København.

 

Pedersen, S. & Sigsgaard, E. (2007) Skældud. Oplæg på BUPL's landskonference d. 17. september 2007, Odense Kongrescenter, workshop 8: Sanktioner, Eksklusion og Opdragelse.