21. Forældres holdning til putning

"For en måneds tid siden blev forældrene enige om, at nu er Anja blevet for stor til at sidde og falde i søvn hos moderen. Det store problem er nu putningen. Anja er først træt omkring klokken 22, hvor hun bliver lagt i seng. Det tager ofte en time, inden Anja sover, og hvis moderen går fra hende, skriger hun og siger, hun er bange, er tørstig eller sulten, skal tisse eller lignende. I ugevis har forældrene så rendt på skift mellem Anjas værelse og stuen. De sidste dage har moderen sagt godnat og ladet hende græde sig i søvn. Moderen er ked af det."

 

Sådan lyder et uddrag af en case, som et repræsentativt udsnit af befolkningen har fået forelagt. De blev herefter spurgt, hvad de syntes, moderen skulle gøre efter at have læst godnathistorie for Anja. De kunne vælge en af seks muligheder:

 

1) … skal sige bestemt "Godnat, mor sidder i stuen", og at hun derefter skal gå ud og lade Anja græde sig i søvn

 

2) … skal sige bestemt "godnat, mor sidder i stuen", og at hun godt kan lade Anja græde i et kvarters tid

 

3) … skal sige bestemt "godnat, mor sidder i stuen", men at hun skal kigge ind til barnet hvert 5. minut

 

4) … kan lade Anja være i stuen hos hende og faderen, indtil Anja falder i søvn dér

 

5) … kan lade Anja sove hos forældrene

 

6) … skal blive hos Anja, til hun sover.

 

I alt valgte to af hver tre svarende (69 %) at råde Anjas mor til at efterlade sit barn alene på værelset. En af hver fire (24 %) ville råde til at undlade adskillelsen mellem mor og barn, mens barnet endnu er vågen.

 

Ved en tidligere lejlighed var de samme 1.200 voksne blevet spurgt, om der generelt bør være en voksen hos 2-4-årige børn, til de sover. Svarene så sådan ud: 17 % svarede "altid". 35 % svarede "ja, en gang imellem", 36 % svarede "normalt ikke", mens 7 % svarede "nej".

 

Sammenligner vi nu svarene generelt med svarene vedrørende Anja, ser vi, at mens 69 % råder til, at Anjas mor skal efterlade sit barn alene på værelset, er det kun 43 %, der ikke synes, der skal være en voksen hos 2-4-årige, til de sover. Det kunne altså se ud til, at "vi" er skrappere over for børn, der har det svært, end vi er over for "almindelige" børn.

 

I samme undersøgelse blev de 1.200 voksne også spurgt, om 2-4-årige skal have fast sengetid. Svarene ser sådan ud (Tallene i parentes gælder 8-10-årige børn; ved ikke: 5 %):

 

Ja: 50 % (17 %)

 

Ja, nogenlunde: 37 % (61 %)

 

Børn skal i seng, når forældrene kan se, de er trætte: 8 % (17 %)

 

Børn bør så vidt muligt selv bestemme, hvornår de vil i seng: 0 % (4 %)

 

Litteratur

 

Sigsgaard, E. (1996) Voksnes syn på børns spisning, sovevaner og tøjønsker. I: E. Sigsgaard & O. Varming (1996) Voksnes syn på børn og opdragelse. Grænser eller ej? Bd. 1. København: Hans Reitzels Forlag.